Inuit fra Thule-kulturen bragte umiaq, kajak og brugen af hundetrukne slæder til Grønland i 1200-tallet. Disse er højt specialiserede transportmidler tilpasset de vanskelige arktiske rejsevilkår og fangst af havpattedyr. Transportmidlerne blev fremstillet af lokale materialer i form af drivtømmer

og fangstdyrenes skind suppleret med sener, tand, knogle og hvalbarde.

Umiaq

En umiaq er 7-9m lang båd med en lasteevne på 1,5-2 tons. Træskelettet er dækket af sammensyede, vandskyende skind. Til hvalfangst blev den padlet af mænd, ved rejser og transport blev den roet af kvinder. Den blev også benyttet til jagtrejser efter rensdyr i Vestgrønlands indland, idet man på overgangssteder bar den fra fjordenes indre til søerne i indlandet. Den kunne udstyres med et sejl lavet af tarmskind, eller i senere tid, lærred.

I Sydgrønland forsvandt den ud af brug i 1920erne efter overgangen til kommercielt fiskeri og introduktionen af træbåde. I andre egne af landet fortsatte brugen nogle årtier endnu. Hos Inupiat i Alaska bruges den stadig i forbindelse med den traditionelle fangst af grønlandshval.

Kajak

Kajakken er et raffineret fartøj tilpasset al slags vejrlig. Den består af et let træskelet dækket af sammensyede, vandskyende skind og er nøje tilpasset den enkelte brugers mål. Kajakken blev primært brugt til fangst.

Kajakken og det tilhørende fangstudstyr har til stadighed undergået ændring og udvikling, bl.a. betinget af lokale naturforhold og fangstmuligheder. Introduktionen af rifler i midten af 1800-tallet medførte opfindelse af en lille kølfinne, et kamouflagesejl og et geværfoderal.

I Sydvestgrønland faldt antallet af kajakker efter 1920, som følge af erhvervsændringen fra fangst til fiskeri. I andre egne af Grønland skete overgangen til træbåde mere gradvist, og brugen af kajak fortsatte mange steder til 1960’erne. I Qaanaaq-området og det nordlige Upernavik-distrikt benyttes kajakken stadig ved fangst af havpattedyr.

Hundeslæden

Hundeslæden er bundet sammen af skindremme, som gør slæden elastisk. Oprindeligt var mederne forsynet med skinner af ben eller tand, senere gik man over til at bruge jern og endnu senere plastik. Slæden trækkes af et spand på typisk 7-10 hunde, som styres med kommandoer og hundepisk.

Hundeslæder bruges især til transport til og fra fangst-og fiskepladser på havis og på land. Brugen af slæder begrænser sig til områderne med vinterislæg, dvs. Vestkysten nord for Sisimiut, Qaanaaq-området og Østgrønland. Hos Inughuit længst mod nord, hvor der er 9-10 måneders isdække, har den været det vigtigste transportmiddel.

Der findes tre slædetyper. Den længste er Thule-slæden, som er tilpasset Inughuits lange kørsler på havisen, hvor man ofte må krydse revner i isen. Den gennemgående kortere vestgrønlandske slæde er tilpasset et mere vekslende terræn med hyppigere kørsel på land. I Ammassalik brugte man før kolonitiden en lille hundeslæde med opadbøjede meder foran og brede opstandere, som kun blev trukket af 3-4 hunde. Den afløstes i 1930erne af en længere type med brede meder, som er velegnet til kørsel i et område med stort årligt snefald.

Træjoller og motorbåde

Joller af træ begyndte efter opdukken af de store torskestimer ud fra Sydvestgrønland kort før 1920 at erstatte skindbåde til brug for fiskeri og transport. I de første årtier blev de fleste træbåde bygget lokalt. Fra 1930’erne blev disse inspireret af de fladbundede doryer, som vesteuropæiske fiskerbåde medbragte til torskefiskeriet i Nordatlanten og farvandene vest for Grønland. Doryerne blev sat ud fra moderskibe og brugt til langlinefiskeri.

De første grønlandske maskinsmede blev uddannet på motorfabrikker i Danmark i 1910’erne, og i løbet af 1920’erne blev de første grønlændere ejere af motorbåde til fiskeri.

Sejldugsjoller

Sejldugsjollen er udviklet af Aron Nielsen og Apollo Tobiassen i Kangeq vest for Nuuk omkring 1940. Typen fandt senere stor udbredelse langs hele Vestgrønland. Sejldugsjollen er inspireret af træk ved både kajak, umiak og dory, og forener flere af disse fartøjers fordele. Den er billig og hurtig at fremstille, og egner sig til såvel fiskeri som jagt. En kort og særlig let udgave fremstilledes til brug ved rensdyrjagt i indlandet.

Jollen blev betrukket med sejldug. Senere anvendtes også andre former for beklædning, bl.a. voksdug. I Kangeq forsynede man undertiden jollerne med et lille sejl. I 1950erne udvikledes en udgave af sejldugsjollen, som kunne forsynes med en påhængsmotor.